Jeg er fællesskabernes, frihedens og de varme hænders mand og meldte mig ind i Alternativet, da den lokale partiforening i Ballerup var under opsejling. I dag sidder jeg i bestyrelsen. Jeg har arbejdet med fællesskaber, frihed, frivillighed og det at hjælpe andre hele mit voksne liv, så mit politiske virke er en naturlig forlængelse af mine erfaringer – ja, faktisk en konsekvens af dem, da jeg oplever, at sammenhængskraften er begyndt at smuldre i et ellers så stærkt samfund med en førhen, stærk offentlig sektor. Det skal vi have ændret, og det vil jeg være med til.
Jeg har i udstrakt grad politikerlede, og jeg har det hårdt med den vej, Danmark bevæger sig i dag. Jeg føler ikke, at mine værdier er repræsenteret i det eksisterende politiske system, og jeg synes, at der er systemfejl både i forhold til en alt for snæver økonomisk profitmaksimeringstankegang, og nogle landsdækkende (og globale) medier der er sensationslystne, individorienterede og hele tiden på vej mod “det næste fix”. Vi får det samfund, vi vælger at lave – og det skal ikke være en konkurrencestat men en videreudviklet velfærdsstat i mine øjne. Jeg betragter mig selv som et dannet og ordentligt menneske med stærke værdier.
Jeg har fra dag 1 set med glæde på ønsket om en ny politisk kultur med miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Jeg er både drevet af håb og ængstelse. Håb om alle menneskers personlige frihed, inklusion i fællesskabet og myndiggørelse. Håb om at give et samfund og en klode videre, der også er værd at leve på og for i de kommende generationer. Håb om at kunne virke som rollemodel for andre gennem de ting, jeg selv gør og ved at anerkende det enkelte menneske for netop sine ressourcer. Men jeg er bange for, at velfærdstaten er på vej til at blive en konkurrencestat, og ser med beskæmmelse på, hvordan det enkelte menneske i højere og højere grad reduceres til et instrument – som en soldat i BNP ‘ets tjeneste.
Jeg tror egentlig, at en af mine største ressourcer politisk set er, at jeg aldrig har været politisk aktiv før. Jeg er i parentes bemærket rigtig glad for mit nuværende arbejds-, familie- og fritidsliv, men jeg synes, det er på tide at få valgt nogle mennesker ind i folketinget, som har “jord under neglene” og ikke har været en del af det politiske system tidligere. Jeg har en teori om, at mange nuværende politikere vitterligt mener deres bidrag positivt, men de har meget svært ved at komme fri af den magt, det gruppepres og den konformitet, der ligger i alle store systemer. Derfor bliver det i hvert fald i medierne til rigtig meget symbolpolitik og schein uden ordentlig substans. Jeg må sige, at selvom jeg ikke er nervøst anlagt, så frygter jeg faktisk på flere måder det postfaktuelle samfund, som er meget godt på vej i magtstrukturerne mellem økonomiske interesser, de nuværende magthavere og de nuværende medier.
Jeg vil have ordentlighed og fairplay på alle planer. Ikke mindst på det politiske, hvor de folkevalgte skal turde sætte ambitioner bl.a. ved at træffe svære valg som også er gode for andet end den økonomiske bundlinje. Jeg vil dyrke dialogen frem for de afbrudte monologer og have politikere, der opfører sig bedre, end reglerne foreskriver. Netop det er fair-play begrebets oprindelige mening. Firmaer og borgere skal tænke grønt og være nysgerrige men altid inden for gældende regler, og INGEN må tolke fairplay som den eller dem, der har snydt mindst. Det er vigtigt, at alle kan finde vej ind i mindst ét lokalt fællesskab. Hvis den enkelte ikke kan selv, skal andre hjælpe – understøttet af lovgivningen.
MINE MÆRKESAGER ER:
- FLERE VARME HÆNDER – gennem velfærdsinvesteringer! Reformer og ressourcer skal følges ad i det offentlige, så det bliver muligt for fagprofessionelle at udføre deres job med personlig stolthed og anerkendelse fra omverdenen – det være sig sygeplejersker, pædagoger, politi, lærere eller undervisere som mig selv. Ellers er der risiko for, at de varme hænder bliver kolde.
- FRIHED OG FÆLLESSKABER FOR ALLE – som grundlag for sundhed for alle! Det bedste samfund er ikke nødvendigvis det rigeste – men det ligeste. Den sociale ulighed og strukturelle diskrimination bliver mere og mere udtalt. Sundhed forstået som trivsel for den enkelte såvel fysisk, psykisk og socialt skal være for alle. Det kræver dels en aktiv bolig- og socialpolitik og dels en bedre arbejdsmarkeds- og udddannelsespolitik – men også og ikke mindst en ændret offentlig tone i forhold til alle former for anderledeshed. Kompleksiteten kræver komplekse analyser og andet end regneark, men løsningerne kan nogle gange være simple.
- KLIMAKRISEN
SKAL LØSES – både lokalt, nationalt og internationalt
Vi står ikke bare foran den. Vi ER midt i en klimakrise. Vi skal ikke bare gøre noget. Vi skal gøre nok. Jeg er drevet af et håb om at kunne give et samfund og en klode videre, der også er værd at leve på og for i de kommende generationer. Det skal afspejle sig i bæredygtige beslutninger såvel miljømæssigt som økonomisk og socialt. Der findes 3 bundlinjer og ikke kun én – også internationalt.